Amsterdam 2015

Tur med Nevertheless til Amsterdam 15/10 – 18/10 2015.


Via søgning på Internet fandt vi frem til et kor i Amsterdam med et interessant navn,
Noisy Voices, som lød til at have samme uhøjtidelige tilgang til korsang som vi har i
Nevertheless. Af deres videoer på Youtube kunne vi også se at repertoirerne stemte
overens. Noisy Voices blev forbavset over at blive kontaktet af et ukendt kor i Århus,
men vi blev budt velkommen til at besøge dem. Vi udvekslede også enkelte numre
som vi kunne forberede med henblik på en fælles udførelse.


Vi mødtes tidligt om torsdagen ved Godsbanen, men på grund af mange vejarbejder i
Nederlandene nåede vi først vores aftale med Noisy Voices i deres øvelokale i sidste
øjeblik. Der blev holdt taler, og de to kor øvede sammen. For tenorerne var det en
særlig god oplevelse da flere af kvinderne i det lokale kor sang tenorstemmen. Efter
øvningen var der drinks. Vi overnattede på Best Western i den vestlige del af
Amsterdam.


Næste dags formiddag var til fri rådighed, og kl. 13 havde vi alene en koncert i
Heineken-bryggeriernes showroom. Vi optrådte i de højloftede rum hvor urten
tidligere blev kogt i kobberkar for et besøgende publikum der tog vores numre som
en ekstra oplevelse. Vi sang bl.a. Kingos salme Sorrig og Glæde. Derefter mødtes vi
med vores værter og tog på en bådrundtur i Amsterdams kanaler, inden vi sluttede
med aftensmad som værterne havde arrangeret. Serveringen var pandekager i mange
variationer bl.a. med bacon, men der var nok flere som skulle ud og have suppleret
med noget mere fyldigt.


Om lørdagen mødtes vi med Noisy Voices på centralstationen til en pop-up koncert
ved det flygel som var opstillet i den store banegårdssal. De to kor sang bl.a. Viva la
Vida i et arrangement af dirigenten for Noisy Voices, Nico Ravenstijn. Ligesom
danskere har en speciel engelsk udtale, har man lignende kendetegn i Nederlandene,
og i mange år efter har vi i Nevertheless talt om ’Fifa la Fida’. Efter koncerten som
blev optaget på mobil af mange af de rejsende på banegården blev vi fordelt i grupper
og ført til forskellige seværdigheder og udskænkningssteder i Amsterdam. Vi endte
alle ved Rijksmuseum hvor vi holdt en fælles udendørs ikke-annonceret koncert i en
overdækket passage til glæde for de tilstedeværende, men til irritation for de cyklister
som plejede at drøne uhindret igennem – alle uden cykelhjelm.


Lørdag aften var der festmiddag med rigelig mad og drikke og underholdning, og
søndag morgen gik turen igen tilbage i bus. Det var en dejlig tur som vi kvitterede for
ved at være værter for Noisy Voices i foråret 2017.


Jens, tenor